Skip to main content

55.000 medlemmer står sammen i LLO

Vi er nu over 55.000 medlemmer i LLO. Det er en milepæl, som vi er stolte af og taknemmelige for. Tak for at stå sammen med os! 

Det er hårde tider for mange lejere, og behovet for hjælp er stort. Det mærker vi hver eneste dag i vores rådgivning. Flere og flere lejere henvender sig med bekymringer om stigende huslejer, utrygge boligforhold og konflikter med udlejere. 

Mange føler sig pressede. Og med god grund. Medlemsfremgangen viser, at stadig flere lejere ønsker professionel rådgivning, stærk interessevaretagelse og et fællesskab, der arbejder for bedre vilkår. Og den viser, at de ved, hvor de får den. 

Boligmarkedet er pilskævt. Huslejerne stiger, mens almindelige lønmodtagere, studerende og pensionister i mange byer får stadig sværere ved at finde en bolig. 

Derfor glæder det mig, at den nye boligminister Jacob Mark – med bred opbakning i Folketinget – har fået vedtaget sit første lovforslag, der blandt andet hæver maksimumsbeløbet for alment byggeri. Det er et vigtigt skridt mod flere betalbare boliger og mere blandede byer.  

GIV FLERE RETTIGHEDER TIL PRIVATE LEJERE Lejerne i privat udlejning har også brug for hjælp fra politikerne. 

I de største byer er huslejerne i mange nyere private udlejningsejendomme steget til et niveau, hvor almindelige mennesker bliver presset ud. Derfor er kontrol med huslejen og et øvre loft over lejen fortsat brandaktuelt og vigtigt at få indført, selvom det desværre ikke fandt vej til regeringsgrundlaget. 

Samtidig oplever mange lejere, at de presses ud af deres hjem gennem omfattende, gentagne og ofte unødvendige moderniseringer af køkkener og badeværelser. 

Her bør politikerne give lejerne større rettigheder i forhold til deres hjem ved at give dem vetoret over unødvendige moderniseringer. 

Regeringen har i sit grundlag som mål at skabe en bedre balance mellem lejeres og udlejeres interesser ved renoveringer og forbedringer. Det mål hjælper vi gerne med at indfri. 

Udlejere spekulerer i korttidsudlejning til især turister. Det giver færre boliger til almindelige mennesker i byen. Når almindelige boliger omdannes til midlertidige ferieboliger, forsvinder de fra det almindelige boligmarked. Det presser huslejerne op, og gør det sværere for lokale borgere at finde et hjem. 

Kommunerne skal have bedre muligheder for at føre kontrol og gribe ind over for misbrug. Det kræver politisk handling fra Christiansborg. 

Det samme gælder problemet med udlejere og administratorer, der ikke kender og følger reglerne og ignorerer afgørelser og domme. Det understreger behovet for en autorisationsordning, som kan sikre, at udlejere kender og overholder lovgivningen. 

I dette nummer sætter vi også fokus på de urimeligt lange ventetider i huslejenævnene og beboerklagenævnene. Nogle lejere må vente i årevis på en afgørelse. Det er ikke rimeligt, at mennesker skal leve så længe i usikkerhed om deres bolig og økonomi. 

Lange ventetider svækker retssikkerheden og får nogle til helt at opgive at klage. Det kan og skal kommunerne gøre bedre.  

SEPTEMBER ER STUDIESTART Tusindvis af unge bevæger sig ud på et presset boligmarked, hvor svindlere og fupmagere står klar til at udnytte desperation og boligmangel. 

Derfor har vi i dette nummer samlet gode råd til studerende og andre boligsøgende. Mit vigtigste råd er enkelt: Pas på. Skriv ikke under i hast. Betal ikke, før du har undersøgt forholdene grundigt. Og få altid lejekontrakten gennemgået, hvis du er i tvivl. 

Til sidst vil jeg sige tak til alle 55.000 medlemmer. Jeres opbakning gør LLO stærkere. Hver gang et nyt medlem melder sig ind, styrker det vores fælles stemme i kampen for fair huslejer, bedre rettigheder og flere betalbare boliger. 

 

Sammen står vi stærkere. 
Helene Toxværd.  

 

 

TIP OS 

Forslag og ideer kan sendes til: redaktion@llo.dk 

Skriv om din sag, hvorfor du valgte at melde dig ind, og hvordan LLO hjalp dig videre. Vi vil også gerne høre om, hvordan I får flere med i nabofællesskabet i opgangen og foreningen hos jer. 

 

 

TILMELD DIG NYT FRA LLO 

LLO har fire nyhedsbreve, som du selv skal tilmelde dig:

• LLO Nyhedsbrev – få ny viden og gode råd – udsendes to gange månedligt.
• LLO Kurser – få besked om kommende gratis webinarer.
• LLO Lejeret – få nyt om nye domme og afgørelser. 
• LLO Hovedstaden – få nyt fra hovedstaden – udsendes fire gange årligt. 

Du skal selv tilmelde din mail her: https://llo.peytzmail.com/f/profile/tilmeldingsformular 

 

Tegn et medlemskab

Bliv en del af fællesskabet og nyd godt af medlemsfordelene. Som medlem af LLO kan du få hjælp, rådgivning og sagsbistand i alle de situationer, der kan opstå, når du lejer dit hjem: Indflytning, fraflytning, lejestigninger og fremleje samt ved vedligeholdelse, genhusning og opsigelse. LLO giver dig tryghed.

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top