En lejer på Ærø fik efter hjælp fra LLO tilbagebetalt hele sit depositum på 9.225 kr. samt 525 kr. i ulovligt opkrævet husleje. Udlejer havde forsøgt at hæve lejen med tilbagevirkende kraft – uden gyldig hjemmel. Samlet gevinst: 9.750 kr.
En lejer på Ærø henvendte sig til LLO. Udlejer ville opkræve penge fra depositum til istandsættelse af lejemålet. Lejer mente, at det var ubegrundet, da lejeperioden var kort. Lejer fandt desuden, at lejemålet var i mindst lige så god stand som ved indflytning.
Den professionelle udlejer foretog aldrig indflytningssyn og indkaldte for sent til fraflytningssyn. Lejer havde derfor krav på at få tilbagebetalt hele sit depositum på 9.225 kr.
Udlejer har i lejekontrakten aftalt et ugyldigt vilkår om huslejestigning fra 1. januar 2024. Vilkåret er formuleret således: "Lejen stiger med 2,5 % pr. år fra 1/1-2024".
Lejer blev den 10. maj 2024 varslet om, at huslejen stiger med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2024. Lejer havde derfor krav på at få tilbagebetalt de 525 kr., som han havde betalt i ulovlig husleje.
Resultat: Udlejer tilbagebetalte det fulde beløb på 9.750 kr. efter henvendelse fra LLO.
Lejer ønsker at være anonym.