"Altanfinten" er politikernes ansvar at få stoppet
Det kræver politisk handling at lejere ikke bliver "forbedret" ud af deres hjem, ligesom det skete med Henrik List i hans indlæg om "Altanfinten". Det skriver LLO i Politiken i dag.
Den triste udvikling, hvor mennesker presses ud af byen og deres bolig på grund af høje huslejer og stigende udgifter, er desværre et voksende problem. Altanfinten, som Henrik List skriver om (Pol. 24/8), der pressede forfatteren ud af sin lejlighed på Vesterbro, da huslejen steg 2.200 kr. om måneden for en altan, han og de øvrige lejere aldrig havde bedt om, er i dag suppleret af mange andre slags finter.
Særligt udbredt er køkkenfinten: Udlejer fjerner gode funktionelle køkkener og isætter nye for at lade huslejen stige. Tusinder af gamle snedkerkøkkener er erstattet af HTH-køkkener uden anden grund end, at udlejer kan sætte huslejen op.
Det er til skade for både klimaet og lejernes økonomi, og det svækker muligheden for en blandet by, hvor alle kan bo, når udlejere presset huslejen op.
I LLO møder vi hvert år mange lejere, der rammes hårdt. En kvindelig lejer måtte forlade sit hjem, fordi huslejen steg 5.000 kr. månedligt, efter udlejer havde moderniseret lejligheden og erstattet et ellers velholdt køkken og bad.
I hovedstadsområdet forsøger udlejere at presse lejere ud af deres bolig på samme måde. Senest har LLO hjulpet to pensionister, den 82-årige Annie og den 85-årige Margit, som udlejer gør alt for at få ud af ejendommen. De to kvinder er udsat for det, som er en stigende tendens: Shake the building. At udlejere iværksætter – eller forsøger at iværksætte – dyre moderniseringsarbejder, som kan føre til meget store huslejestigninger, mens lejeren fortsat bor der.
Politisk ansvar
Henrik List skriver, at LLO og dyre advokater ikke kunne hjælpe ham, og det er vi kede af, men problemet er først og fremmest, at lejeloven bør beskytte bedre. Det kan regeringen vælge at lave om på, når den forhåbentlig snart præsenterer sit nye boligudspil.
Lejeloven gør det muligt at ændre selv væsentlige vilkår i en eksisterende kontrakt, hvis blot udlejeren kan kalde det en “forbedring”. Derfor kan lejere blive påtvunget at betale for altaner, nye køkkener eller andre arbejder, uanset om de ønsker dem. Resultatet er, at beboere må forlade deres hjem, ikke fordi de misligholder, men fordi de ikke, som fx ejere, selv kan bestemme, hvornår køkkenet skal skiftes.
Fænomenet er internationalt kendt under navnet ”renovictions”.
Dertil kommer lejelovens regler om gennemgribende moderniseringer (lejelovens § 19, stk. 2 (tidl. § 5, stk. 2)), der blev indført i 1996. Den gør det muligt at hæve huslejen dramatisk, når en bolig gennemgribende moderniseres ved genudlejning. På den måde kan huslejen springe 80 procent i vejret, blot fordi der sættes nyt køkken og bad ind. Selv efter Blackstone-pakken fra 2020 er udlejers store økonomiske gulerod fastholdt, selvom udlejer skal leve op til flere krav, fx at ejendommen skal have energimærke C.
Men idéen om, at lejerne bare kan “absorbere” de huslejestigninger, er en illusion. 55 procent af lejerne i den private sektor er bange for store huslejestigninger og bruger i øvrigt en stadig større andel af deres indkomst på husleje. Boligøkonomer taler om en huslejereserve – et råderum i husholdningsbudgettet, som kunne betale for højere leje. Den reserve er for længst brugt op for mange lejere.
Særligt på det private marked betaler folk allerede det yderste af, hvad de kan. Når huslejen hæves yderligere, betyder det blot, at beboere som Henrik List må flytte, og at byerne mister deres sociale mangfoldighed.
Så vi må spørge: Hvad er vigtigst? At udlejere kan tjene på altanfinter og køkkenudskiftninger – eller at vi sikrer boliger, folk faktisk har råd til? Løsningen ligger lige for: Giv lejerne ret til at sige nej til unødvendige forbedringer, der belaster klimaet.