Boligstøtte kan ikke erstatte huslejeregulering

// Af Helene Toxværd, formand for LLO, og Anders Svendsen, chefjurist i LLO //

LLO sætter Cepos på plads - igen - i dagbladet Børsen. Nej, Boligstøtte kan ikke erstatte huslejeregulering. Vi skal løse det grundlæggende problem med voldsomme huslejestigninger i storbyerne.

Økonom i Cepos, Line Andersen, mener, at Lejernes LO tager fejl i vores forsvar for huslejereguleringen, og argumenterer for, at boligstøtte er en mere effektiv måde at omfordele på, fordi også lejere med høje indkomster nyder godt af huslejereguleringen. 

Boligstøtte kan ikke erstatte huslejeregulering  

At øge boligstøtten til lejere med en lille indkomst, men til gengæld fjerne huslejereguleringen vil ikke løse det grundlæggende problem med voldsomme huslejestigninger i storbyerne. Pædagogen og SOSU’en vil stadig blive presset ud af byen. 

Vismændene har end ikke regnet på prisen for et sådant tiltag, men det må antages at udgøre en årlig milliardudgift. De store tabere vil være de familier, der tjener for lidt til at købe en ejerbolig – men for meget til at få boligstøtte. 

Cepos fremfører myten om, at huslejeregulering særligt gavner de velstillede. Det er forkert

Den huslejeregulering, der i dag findes i den ældre private boligmasse, gavner relativt få lejere med høje indtægter. Det er en forsvindende lille andel af de rigeste 20 % af befolkningen, der bor i regulerede lejeboliger.

Omvendt er det meget udbredt at bo i regulerede lejeboliger blandt de 20 % af befolkningen med lavest indkomst. Ifølge Det Økonomiske Råd bor ca. 117.200 lavindkomsthusstande i regulerede boliger, mens kun 24.800 højindkomsthusstande bor i regulerede boliger. Derfor dokumenterer Vismændene også, at langt den største andel af de samlede reguleringsgevinster tilfalder lavindkomstgrupperne. 

Andersen glemmer igen at nævne, at de rigeste boligejere får de største gevinster fra ejerboligreguleringen – hvor skattefordelene vokser i takt med boligens værdi. 

Hvis man erstatter huslejereguleringen med et rent individuelt boligstøttesystem, vil der stadig være massive subsidier til ejerboliger, andelsboliger og almene boliger, men ingen støtte til mellem- og højindkomstgrupper blandt de private lejere. Det gør lejeboligen til en mindre attraktiv boligform og øger segregeringen på boligmarkedet. Indtægtsgrænserne i boligstøtten betyder desuden, at det samlet set kan blive dyrt for lejere at få en lønforhøjelse, fordi de samtidig mister retten til boligstøtte – det såkaldte samspilsproblem.