Skip to main content

"Det er en crazy stor sejr"

Beboerne i 200 rækkehuse protesterede, da kommunen ville give tilladelse til 38 nye huse. Planen ville fjerne hele områdets fællesskab på grønne områder og bebygge børnenes lejeplads. Men kommunen lyttede.

 

”DET ER EN CRAZY STOR SEJR”!

Sådan lød Anne-Marie Carlsens første udbrud, da hun hørte, at Horsens Byråd havde lyttet til hendes og 200 beboeres protester mod en ny lokalplan, som ville nedlægge to grønne arealer og smadre områdets fællesskab.

Gjorde indtryk

Anne-Marie var ikke selv tilstede på Rådhuset den tirsdag aften i december, hvor plan-og miljøudvalget skulle træffe endelig beslutning om et stort nybyggeri i hendes boligområde, Mosevangen.

En ny lokalplan for området – i daglig tale blot kaldet Mosen med 200 lejeboliger - ville tillade et aarhusiansk boligselskab at opføre yderligere 38 nye familie-rækkehuse ved siden af de eksisterende. Hun skrev aftenen forinden til alle byrådsmedlemmer i et allersidste forsøg på at tale dem fra at vedtage lokalplanen. Anne-Maries sidste argument var, at politikerne skulle vide, at det kunne blive en større boligsocial opgave at løfte, hvis planen blev vedtaget, fordi udlejeren så kunne hæve huslejen i nybyggeriet. Socialdemokraterne svarede straks tilbage, at det ville man tage med i overvejelserne og at også hendes tidligere indsigelser havde gjort stort indtryk.

Katastrofen afværget

For Anne-Marie Carlsen og hendes naboer ville 38 nye rækkehuse i Mosen være en katastrofe. Det ville betyde, at to af områdets fællesarealer blev bebygget og dermed afskaffet for altid. Væk med fællesskabet på de grønne arealer, der lægger græs til mange sociale arrangementer året rundt, legeplads til børn, dyreliv, m.v.

Men sådan gik det ikke. Efter en stribe indsigelser fra bl.a. Anne-Marie og den beboerrepræsentation i området, hun er formand for samt fra aktivitetsudvalget og fra LLO, besluttede plan- og miljøudvalget at friholde de to grønne fællesarealer og dermed kun give tilladelse til 26 nye boliger. Politikerne lyttede og skar 12 planlagte rækkehuse bort – vel at mærke i fuldstændig enighed og anført af Venstres formand for udvalget. Det skete til fortrydelse for boligselskabet Admiral Capital.

Opgiver bygherren?

Det er et spørgsmål, om bygherren bag projektet nu ønsker at fastholde byggeplanerne i denne mindre skala eller helt opgiver.

Den adm. direktør, Poul Steffensen, sagde til Horsens Folkeblad lige efter afgørelsen, at Admiral Capital ser det som en business case og nu vil vurdere, om det fortsat er et rentabelt projekt. ”Derefter forholder vi os til, om vi bygger eller ej”.

Vedligeholdelsesstandarden i byggeriet, der hedder Beringshave og er fra 1980’erne, har været stærkt kritiseret af lejerne. De er også spændte på, om Admiral Capital for alvor vil gøre noget ved 30 år gamle tage, vinduer, træværk og revner i soklerne. Firmaet overtog Beringshave-husene for godt 5 år siden.

”Super fed oplevelse”

Anne-Marie Carlsen håber ikke, deres uenighed om de nye byggeplaner skal går ud over samarbejdet. Men hun har svært ved at få armene ned:

”Jeg har en super fed følelse i kroppen lige nu - det er lykkes mig at bevare de to områder, jeg frygtede vi ville miste. Det er fantastisk at opleve, at det hjælper at gøre noget aktivt. Og det er godt at opleve, at politikerne rent faktisk lytter og ikke kun tænker på pengene”. Hvad siger de mange andre lejere? ”De er superglade og værksætter det i den grad. Nu får vi ro i stedet for usikkerhed om fremtiden”.

Nyrenoveret legeplads

Om søndagen, som beslutningen på Rådhuset blev truffet tirsdag, indviede små 100 voksne og børn i Beringshave en nyrenoveret legeplads, som de med 200.000 kr havde betalt af egen lomme. Der var flag, balloner, kage, sodavand og kaffe og Horsens borgmester, Peter Sørensen (S), holdt en rosende lykønskningstale.

Det gjorde Anne-Marie Carlsen også. ”Vi har valgt at bruge pengene, som beboerne herude selv indbetaler til en konto, fordi det er vigtigt for os at gøre området til et attraktivt sted for børnene, Det er meget vigtigt, at de har et sted at gå hen, når de kommer hjem fra skole i stedet for at sidde og glo ned i en telefon eller ipad. Og det er vigtigt at vedligeholde og værne om de steder, hvor fællesskabet i vores kvarter har sine rødder”. Hun føjer til, at den nye legeplads også skal fungere som et samlingssted for voksne, der kan mødes i et kommende bord-bænke og pavillonområde. Det hele er efterhånden et sjældent syn i boligområderne”.

 

Om forfatteren

Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top