EU-kommissær for energi og bolig, Dan Jørgensen, bør arbejde for, at alle borgere har adgang til en tryg og betalelig bolig. Det mener IUT og LLO, der har vedtaget 10 konkrete mål og forslag, som styrker lejernes rettigheder og skaffer flere boliger til en fair husleje.
I en tid med stigende boligpriser og voksende ulighed på boligmarkedet har Den Internationale Lejerunion (IUT) taget et vigtigt skridt for at styrke lejernes rettigheder i hele Europa.
IUT har vedtaget en ny politisk erklæring med ti centrale principper, der skal danne grundlag for en mere socialt bæredygtig europæisk boligpolitik.
Erklæringen, som er udarbejdet af IUT’s bestyrelse med repræsentanter fra ti europæiske lande, skal blandt andet give den nye europæiske kommissær for energi og bolig, Dan Jørgensen, et godt udgangspunkt for at sikre, at alle borgere har adgang til en tryg og betalelig bolig.
“Det er afgørende, at vi får sat boligpolitikken højt på den europæiske dagsorden. Lejere i hele Europa kæmper med stigende huslejer og usikre boligforhold. Denne erklæring er et stærkt signal om, at det er tid til handling. Vi kommer med konkrete forslag til Dan Jørgensen, som jeg håber, at han tager med videre”, siger Helene Toxværd, formand for Lejernes LO i Danmark.
“Vi har brug for en boligpolitik, der sætter mennesker før markedet. Det handler om tryghed, værdighed og retfærdighed. Derfor er det vigtigt, at Danmark og resten af Europa bakker op om de fælles mål om flere boliger, der er til at betale for små indkomster”, understreger hun.
Stop de grådige spekulanter Erklæringen fra Delft indeholder blandt andet følgende målsætninger.
· Adgang til bolig er en grundlæggende menneskerettighed.
· Boligudgifterne for en husstand må i 2030 maksimalt udgøre 25 % af husholdningernes indkomst
· Mindst 30 % af boligerne skal inden 2030 være sociale og almene boliger til en overkommelig husleje
· Stop den stigende finansialisering af boliger, hvor kapitalfonde og investorer opkøber ejendomme og lader huslejerne stige voldsomt
· Styrk energirenoveringer uden at øge udgifterne for lejerne
Som opfølgning på erklæringen har IUT’s arbejdsgruppe for boligpolitik udarbejdet en række holdningspapirer, der uddyber de vigtigste boligpolitiske udfordringer og præsenterer konkrete anbefalinger til beslutningstagere i hele Europa. Disse forslag og mål skal både styrke IUT’s arbejde frem mod valget til Europa-Parlamentet og inspirere politikerne i EU til at handle.
De nye holdningspapirer er tilgængelige både som enkeltstående dokumenter og i en samlet PDF-version, og vil danne grundlag for IUT’s politiske arbejde i det kommende år. Find dem her.