Flere og flere udlejer deres hjem via Airbnb for at få råd til huslejen. Men det er et faresignal, advarer LLO.
Internationale undersøgelser viser, at Airbnb presser huslejen op i boliger uden huslejeregulering.
”Det er et faresignal. Når amatør-hoteludlejning bliver normalen, stiger lejen for os alle. Udlejeren kan jo blot sige: »Synes du, det er dyrt? Så lej ud til turister«. Så bliver det en luksus kun at bruge sin bolig som bolig og ikke som hostel”, forklarer chefjurist i LLO, Anders Svendsen.
Folketinget forkastede før sommerferien et lovforslag, der vil stramme reglerne for udlejning gennem Airbnb. Forslaget, der kun fik opbakning fra EL, SF og Alternativet, vil medføre, at man kun kan korttidsudleje den bolig, hvor man bor og har folkeregisteradresse.
Forslaget ville sænke loftet for udlejningsdage fra 70 til 35 dage årligt, og kommunerne ville få bedre muligheder for at kontrollere og sanktionere ulovlig udlejning.
5 GODE RÅD
1) Spørg om lov hos udlejer til korttidsleje.
2) Tjek dine forsikringer - Airbnb dækker ikke alt.
3) Lav altid en skriftlig aftale.
4) Du hæfter for dine gæsters skader og larm.
5) Orienter naboer, så de ikke bliver utrygge.