Skip to main content

Fire Wolt-bude på ti kvadratmeter: Betaler 16.000 kroner om måneden

Fire Wolt-bude på ti kvadratmeter: Betaler 16.000 kroner om måneden for et lille værelse. LLO: Det er oprørende. Udlejer afviser at være underlagt lejeloven. LLO tvivler på den påstand.

To Wolt-bude bor på et 10 kvadratmeter stort hostel-værelse i København sammen med to andre.

De betaler hver 4.000 kroner om måneden - 16.000 kroner i alt.

Budene føler sig udnyttet af udlejeren, Rooms DK. Det skriver Fagbladet 3F.

Chefjurist hos LLO, Anders Svendsen, kalder det oprørende at se så ringe boligforhold i 2026.

”Med ét ord handler det om desperation. Det er bolignød, og hvis alternativet til at indgå en lejeaftale er ikke at komme til Danmark eller at blive hjemløs, så finder folk sig i helt urimelige vilkår, der muligvis er i strid med dansk lovgivning”, siger han til Fagbladet 3F.

Værelset er en del af hostellet Rooms DK, som ligger klemt inde mellem forældrekøb og dyre bagerier midt på Nørrebrogade i København. Baggårdens omkring 30 cykler med påspændte termotasker afslører, at en ny gruppe er flyttet ind: madbudene.

Mange finder opslag fra Rooms DK på Facebook, der reklamerer med langtidsleje og mulighed for at have sin folkeregister adresse på stedet.

Ejeren af Rooms DK afviser overfor Fagbladet 3F kritikken og mener, at stedet ikke er underlagt lejeloven.

Anders Svendsen fra LLO kalder det “ekstraordinært” for et almindeligt hostel, at man skal leje sig ind i mindst tre måneder ad gangen.

Derfor kan der være tale om, at udlejeren er underlagt lejeloven, forklarer han.

”Havde en udlejer lejet ét værelse ud til fire gutter til 16.000 kroner om måneden, så havde det været i strid med lejeloven”, siger han.

Se de utrolige billeder fra værelset og læs mere hos FAGBLADET 3F her

 

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top