Skip to main content

Hovedstaden: 3000 boliger i Nordhavn

Om nogen har Jens Kramer Mikkelsen sat sit aftryk på udviklingen af Københavns Nordhavn. Dels som tidl. overborgmester i København og dels som direktør gennem 11 år for for By&Havn.

På en guidet rundtur til fods fortalte han d.10. oktober hele historien fra ide til udførelse og resultat til bestyrelsesmedlemmer i LLO Hovedstaden.

De hørte om, hvordan Nordhavn i virkeligheden er bygget på opfyldning, hvordan Københavns Havn som helhed beskæftigede 4.000 mand i 1950’erne og 1960’erne, da den var frihavn, hvordan det i et enkelt år i 1980’erne gik så langsomt med boligbyggeriet i København, at kun 80 boliger blev taget i brug, og hvordan Nordhavn i dag har 3.000 boliger i en tæt bebygget bydel med forskellige ejerformer og erhverv.

Og bygget bliver der fortsat. På den såkaldte Kronløbsø opfører Pension Danmark p.t. 245 lejeboliger - nedenunder er der P-plads til 1.000 biler med licens. Et andet pensionsselskab, PFA, ejer Nordøen (tidl. Redmolen), der ude i vandet er adskilt fra resten af Nordhavn med en gravet kanal, og hvor der nu opføres blandene boligformer og erhverv. Færdigbyggede almene boliger er der også i Nordhavn. Ingen af delene er for hver mands pengepung. Men her er også prismæssigt overkommelige kollegieværelser for unge med tilhørende cafe og fitnessfaciliteter i stueetagen.

I dag er den 70-årige Jens Kramer direktør i byudviklingsselskabet NREP, der er etableret som et samarbejde mellem de almene boligselskaber, kommunen og private interessenter, bl.a. Novo.

Fra sit kontor i NREP kan han dagligt følge den fortsatte udvikling af Nordhavn. Kontoret ligger nemlig midt i bydelen – i den historiske Riffelsyndikat- bygning, der blev saboteret af modstandsgruppen BOPA i sommeren 1944, fordi fabrikken solgte våben til værnemagten. Men det er en helt anden historie.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top