En tilflytter fra udlandet har fået at vide, at hun ikke må få sit CPR-nummer registreret på adressen i en bolig, som hun har fået tilbudt. Hvad skal hun gøre? Se LLO’s svar her.
Kære LLO Hovedstaden
Jeg er udstationeret og er ny i Danmark. Jeg har fundet en lejlighed gennem en Facebook-gruppe. Jeg har modtaget den vedhæftede lejekontrakt, som I gerne må gennemgå, inden jeg underskriver den. Til orientering oplyser udlejer, at jeg ikke må registrere mit CPR-nummer på adressen. Derfor er jeg blevet lidt nervøs.
Mvh. Expat*
Kære Expat
Tak for din henvendelse.
Jeg kan af lejekontrakten se, at boligen er beliggende i en almen boligorganisation. At udlejer siger, at du ikke må registrere dit CPR-nummer på adressen, er bekymrende. Når der er tale om en almen bolig, kan situationen være, at den person, du har kontakt med, selv er lejer og forsøger at fremleje boligen til dig.
Fremleje af en almen bolig kan kun ske, hvis en række betingelser er opfyldt.
Mit råd er derfor, at du ikke underskriver lejekontrakten endnu, ligesom du heller ikke skal betale depositum til udlejer.
Kontakt i stedet udlejer og spørg, om han har fået godkendelse hos boligselskabet til at leje boligen ud. Vil udlejer ikke svare, kan du kontakte det almene boligselskab direkte og spørge, om de har godkendt fremleje af denne bolig.
Hvis udlejer ikke vil svare dig, og hvis boligselskabet ikke kender til fremlejen og ikke har godkendt den, bør du betragte det som et alvorligt rødt flag. Det kan betyde, at personen, som vil leje boligen ud, forsøger at fremleje ulovligt.
Venlig hilsen Emma Damsgård Hansen, juridisk rådgiver, LLO Hovedstaden
* En expat er en person, der midlertidigt arbejder i et andet land end sit hjemland. Expat = expatriate.