Skip to main content

Leder: Det er dejligt at være på ferie, men...

Har du været ude at rejse for nylig? Og bookede du dit ophold via Airbnb?

Det gør rigtigt mange turister i Europa nemlig, og det har jeg og min familie også selv gjort. Lige indtil den dag, hvor det gik op
for mig, hvor store problemer, nettjenester som
Airbnb giver almindelige boligsøgende over hele Europa.


I en by som Lissabon bruges op mod 1/2-delen af boligerne i den gamle by til korttidsudlejning til turister. Det er jo dejligt for os, der kan
 lide at rejse, at vi kan bo (nogenlunde) billigt og godt, og ”midt i det hele”. Men ét er at leje en toværelsers lejlighed i Lissabon en uge til 5.000 kr., når man er på ferie. Noget helt andet er, hvis man som lokal boligsøgende skal kunne betale det samme eller mere end turisterne for at leje selvsamme bolig . Hvis vi tager udgangspunkt i eksemplet, så ville man skulle betale mere end 20.000 kr. pr. måned for den 2-værelsers lejlighed, og det vel at mærke i et samfund, hvor gennemsnitslønnen er under det halve af den danske.

Som dansk turist, der er på ferie i almindelige boliger i fx Lissabon, er man dermed med til at holde lokale ude af boligerne, og derfor er det måske på tide at se sig om efter et ganske almindeligt hotel eller et pensionat i fremtiden…

Men ét er Lissabon, noget andet hvad Airbnb betyder for os danskere.

I Aahus kan man på Airbnb finde en lille toværelsers for 1.000 kr. pr. nat. Hvis du nu var helt almindelig boligsøgende i Århus, skulle du altså betale mere end 30.000 kr. om måneden for
at kunne konkurrere med turisterne om denne bolig. Det er der ikke mange såkaldt almindelige mennesker, der kan.

I EU har man indset problemet. Derfor stiller EU nu skærpede krav til firmaer som Airbnb, som skal indrapportere, hvad de lejer ud og til hvilken pris – sådan at byerne kan holde øje med udviklingen. Det giver byerne mulighed for at skride ind og forbyde korttidsudlejning, som man f.eks. har gjort i Barcelona, hvor en bøde for ulovlig udlejning kan løbe helt op i 150.000 kr. – eller i Berlin, hvor det bare er helt forbudt.

Men hvad så med Danmark? Jo da, i Danmark tager vi det ikke særligt alvorligt. Her kan man som ejer af en bolig leje den ud i op til 70 dage om året. Det betyder, at en del af boligerne i de danske byer i mere end to måneder om året er taget ud af boligmarkedet. Det lyder måske ikke umiddelbart af så meget, men denne form for udlejning bidrager negativt til manglen på betalelige boliger i de store, danske byer. Vel at mærke betalelige boliger til ganske almindelige danskere.

Fra LLO ser vi frem til, at de danske byer nu får mulighed for at finde ud af, hvor stor en del af deres boliger, der simpelthen er fjernet fra boligmarkedet og givet til turismen. Og vi ser frem til, at de store danske byer får redskaber til at kontrollere, hvor stor en del af deres boliger, der bruges som hotelværelser.

Mens vi venter, vil jeg ønske alle en rigtig god sommer – hjemme eller ude.

 

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top