Skip to main content

Leder: Hvad vil regeringen gøre med de mennesker, der bliver ”til overs”?

Et Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030”, der i daglig tale går under den ikke så pæne betegnelse ”ghettopakken”, har fyldt meget i den offentlige debat, siden statsministeren brugte næste hele sin nytårstale på at tale om at komme disse til livs. Og derfor var det ikke voldsomt overraskende, da et stort hold af ministre - i starten af marts - lancerede pakken i Mjølnerparken i København.

Boligpolitik og almene boliger er kommet på dagsordenen og dette med en intensitet, vi ikke har set længe. Det kunne man hilse med tilfredshed, hvis ikke lige det var fordi, at man med de mange og meget vidtgående forslag risikerer ikke bare at komme parallelsamfundene, men også de almene boliger og de almene beboere til livs. For forslagene - og især finansieringen af forslagene - vil få store og alvorlige konsekvenser for de almene boliger. Landsbyggefonden tømmes nemlig samtidig for de midler, der er opsparet af de almene lejere over huslejen og som ellers skulle bruges til tiltrængt vedligeholdelse og helt nødvendige renoveringer.

Dermed forringes grundlaget i de almene boligers økonomi, og det vil helt uden tvivl føre til dårligere boligstandard for beboerne, der nu må vente endnu længere på hjælp fra Landsbyggefonden. Og det vil føre til højere huslejer for de beboere, der bor i afdelinger, hvor vedligeholdelse- renoveringsbehovet er så stort, at man må i gang uanset hvad – også selv om det så må finansieres over beboernes huslejer!

Det var på denne baggrund, at Folketingets transport- bygnings og boligudvalg d. 12. april havde indkaldt eksperter og interessenter til en høring. Her var meldingen klar: Finansieringen af ghettopakken vil medføre, at Landsbyggefonden nærmest tømmes for penge! Og det påvirker den almene sektor særdeles negativt, for det bliver dermed både dyrere og dårligere at bo i almene boliger.

I LLO mener vi, at der er tale om intet mindre end et frontalangreb på den almene sektor og dermed også et frontalangreb på de mennesker, der har deres hjem i almene boliger. På mange områder er ghettoplanen som en ond drøm – en ond drøm drømt af en regering og nogle ministre, der i virkeligheden slet ikke bryder sig om almene boliger og almene beboere.

Regeringen skylder at fortælle, hvad den har tænkt sig at stille op med de mennesker, der så bliver ”til overs”? Hvor skal disse mennesker bo i fremtiden, når deres boliger sælges for at imødekomme kravet om kun 40% familieboliger i områderne? Og hvad gør vi med de mennesker, der får store huslejestigninger og ikke kan betale? Skal de flyttes? Hvorhen skal de flyttes og til hvilken fremtidig husleje?

Endnu er der ingen svar på dette, men hvis man ønsker også at sikre de almene lejere og deres og deres familiers tryghed – så haster det med et ordentligt svar!

I LLO er vi rigtig glade for, at alle andre partier end regeringspartierne i skrivende stund har afvist regeringens vanvittige finansieringsforslag, og vi håber, at det betyder, at den samlede plan bliver glemt og borte!

 

Om forfatteren

Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top