Skip to main content

LLO-aktive på gaden under valgkampen

Aktivister fra LLO gik på gaden op til folketingsvalget og talte med vælgere om boligpolitik. Ester Jensen går forrest og taler med lejerne om, hvordan de kan få mere indflydelse og bl.a. oprette en beboerrepræsentation.

Ester Jensen står ved Vestamager Metrostation – et område med mange private udlejningsejendomme.

En beboer i en ejendom administreret af Kereby kommer forbi. Hun fortæller om stor langsommelighed fra udlejeren, der trods mange henvendelser ikke retter op på mangler i boligen.

Ester lytter tålmodigt og taler med beboeren længe. Flere af de lejere, hun taler med, har mange bekymringer og spørgsmål.

”Jeg lytter til lejerne og taler med dem om deres boligsituation. Jeg er ikke i tvivl om, at prisen på boliger og utryghed fylder for dem i deres liv. Ved at lytte får jeg indsigt i, hvorfor de ikke allerede er aktive i LLO, og om de kender til muligheden for at etablere en beboerrepræsentation”, forklarer Ester Jensen.

Få mere indflydelse med LLO

Hun er medlem af LLO’s hovedbestyrelse og LLO Hovedstadens bestyrelse og går på gaden op til folketingsvalget og deler LLO’s fem forslag ud til lejere og vælgere, som hun møder på gaden. Særligt i Ørestad på Vestamager og i Carlsbergbyen på Vesterbro i København er der mange private udlejningsboliger, der lejes ud til en høj husleje.

Mange lejere er bekymrede, fortæller Ester, der i marts måned flere gange ugentligt har været på gaden for at tale med lejere i Carlsbergbyen og i Ørestad.

”Vi bliver mødt af stor velvilje fra alle, som vi taler med. Vi hører om, hvordan høje boligudgifter og utryghed omkring boligen påvirker familier, børn og forældre”.

”Vi har mødt utroligt mange lejere, der gerne vil tale med os om folketingsvalget og det, der bekymrer dem. Mange beboere i de små og dyre lejligheder opfatter sig som om, at de er på ”gennemtræk”. De regner med kun at bo i de dyre private lejeboliger i kort tid. Men måske bliver de alligevel boende i lang tid. Det er svært at få dem til at slutte op om de fælles aktiviteter og beboerrepræsentationen”, forklarer Ester.

Lejer vil få alle meldt ind

Flere beboere fortæller om bekymringer ved stigningerne i de i forvejen høje huslejer, der følger med aftalerne om indeksregulering.

”En lejer kunne huske dengang, da huslejeindekset i 2023 røg op på 10 procentpoint. Han huskede, at LLO lykkedes med at presse på for en politisk aftale, der fastsatte en maksimal huslejestigning på fire procent. Han fortalte, at han nu ville gå hjem og gøre alvor af at få lavet en beboerrepræsentation og få alle meldt ind i LLO”, forklarer Ester.

 

Læs flere nyheder om valget her

GUIDE: SÅDAN OPRETTER DU EN BEBOERREPRÆSENTATION

 

VÆLGERGUIDE

 

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top