Skip to main content

Newsec mistolkede loven og tabte: Mange flere er måske blevet snydt

De bryster sig af at have "Nordens største team af eksperter" hos den store ejendomsadministrator, Newsec. De skilter også med, at være en "en professionel udlejer, som du kan stole på".

Men Newsec tabte til et dusin lejere i Frederikssund, da selskabet - på vegne af boligejerne Color 1 ApS – uden at læse indenad fra 2022 og året efter pålagde lejerne i bebyggelsen Skyllebakke Havn i Frederikssund en lejeforhøjelse på mellem
1.500 kr. og 2.100 kr. årligt pr. 1. januar 2022 og på mellem 3.500 og 5.000 kr. årligt pr. 1. januar 2023 for hvad det kaldte "en skatte- og afgiftsstigning" på strøm.

Lejerne gik rettens vej
Men Beboerrepræsentationen og lejerne satte foden ned og anlagde sag ved Retten i Hillerød. Sagen vedr. stigningen i 2022 blev anlagt af 25 lejere i fællesskab, men 13 af dem trak sig inden stævningen blev forkyndt for udlejeren. Den sidste gruppe får ingen penge retur og kan nu ærgre sig over, at de bakkede ud og ikke var med i stævningen. Forinden havde Huslejenævnet givet udlejeren medhold! De 12 lejere krævede ved Boligretten dom for, at de varslede skatte- og afgiftsstigningerne var ugyldige, og at Newsec's udlejer, Color 1 ApS, skal tilbagebetale de uretmæssigt opkrævede beløb med renter. Det beløber sig til ialt ca. 100.000 kr. Men nok så vigtigt, så slipper lejerne for forkerte opkrævninger for tusindvis af kroner fremadrettet.

Kun afgiften – ikke hele udgiften
De varslede skatte-og afgitsstigninger angik primært det, udlejeren kaldte stigning i "eludgift". Men i henhold til lejeloven er det kun stigningen i elafgiften, der kan varsles og udlejeren havde medtaget hele den samlede udgift i sin varsling. Den gik ikke i Boligretten. I forvejen betaler lejerne nemlig for stigning i energiftudgiften gennem netteoprisreguleringen.

Medhold i retten
I november 2024 afgjorde Retten i Hillerød, at de varslede skatte- og afgiftsstigninger er ugyldige og at Color 1 ApS skal tilbagebetale de beløb, der med urette er opkrævet plus procesrenter. Udlejeren ankede ikke dommen, og nu har lejerne fået deres for
meget betalte leje tilbage plus nedsættelse af huslejen fremover.

Forlig - og ingen omkostninger
Der blev efterfølgende indgået forlig ved retten om den varslede stigning pr. 1. januar
2023. I forliget aftaltes det, at lejestigningen skal tilbagebetales for to år plus
procesrenter fra sagens anlæg i december 2023 til betaling sker.
Tilbage står en sparet ekstraudgift for lejerne i Frederikssund på titusindvis af kroner her og nu og fremadrettet i forhold til, at Newsec's ulovlige praksis havde fået lov at køre uanfægtet.
Efter sagens udfald og forløb bestemte retten at ophæve sagens omkostninger,
således at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.

Måske mange, mange andre
Nu er situationen altså den, at det i både dommen og forliget om 2022 – sagen og forliget om 2023 – sagen er fastslået, at den omhandlede bestemmelse i lejeloven om ændringer i energiskatter og -afgifter kun gælder den noget mindre afgift og altså ikke hele udgiften, som først hævdet af Newsec. Spørgsmålet er så, hvor mange andre af de ejendomme, Newsec administrerer rundt om i Danmark, som har fået tilsvarende ulovlige varsler som lejerne i Frederikssund. Sagen har tilsyneladende ikke været prøvet ved domstolene før.

Opbakning fra LLO
Anne Sieg var kasserer i beboerrepræsentationen Skyllebakke Havn og afgav forklaring ved retten. Hun fik opbakning til sagerne i både beboerrepræsentationens bestyrelse og i LLO Nordsjælland samt i LLO's region Øst, hvor hun også var bestyrelsesmedlem.
I dag siger hun:
" Som vores advokat, Michael Jan Lindquist, sagde, så er det beskæmmende, at man skal gå i boligretten for at få medhold i en klokkeklar bestemmelse i loven. Man tænker over, hvor mange andre, der er blevet snydt?"
Men Anne Sieg er glad for, at det hele er overstået. Hun og hendes mand er nu flyttet til Jylland og bor i et seniorbofællesskab i barndomsbyen.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top