En ny rapport fra International Union of Tenants (IUT) tegner et dystert billede af det globale lejeboligmarked i 2026. Den europæiske fagbevægelse sender opråb til politikerne. Huslejen overstiger lønnen i mange lande.
En ny rapport fra International Union of Tenants viser, at boligkrisen er global.
”Boligkrisen er en social krise, der rammer millioner af mennesker globalt - vi kræver politisk handling”, lyder opråbet fra den internationale lejerorganisation, IUT, der afholder verdenskonference i Malmø og København de næste tre dage med deltagere fra 52 lande.
I flere EU-hovedstæder er huslejen nu højere end den månedlige mindsteløn, viser en anden ny rapport fra ETUC - European Trade Union Confederation.
Boligudgifter æder en stadig større del af lønnen – også i København, viser analysen. I mindst 14 EU-lande går over 35 procent af mindstelønnen til husleje.
I flere hovedstæder er andelen markant højere, og i nogle tilfælde overstiger huslejen hele mindstelønnen. I Prag, Bratislava, Sofia og Lissabon udgør huslejens andel af minimumslønnen op mod 185 procent.
100 års kamp for lejerrettigheder
Den nye rapport fra IUT viser, at lejere over hele verden kæmper mod de samme problemer.
”Tårnhøje huslejer og mangel på gode boliger presser mennesker over hele verden ud af byerne. Det er 100 år siden, det internationale samarbejde for lejere startede, og kampen for retfærdige vilkår og rimelige huslejer er stadig lige så aktuel i dag som i 1926”, siger formand for LLO, Helene Toxværd.
"Sikre og betalelige boliger er ikke bare en social nødvendighed, men en hjørnesten i stabile samfund," udtaler IUT’s generalsekretær Dan Nicander.
På trods af boligmangel og krise understreger han, at den internationale bevægelse aldrig har været vigtigere. "Vores styrke ligger i solidariteten – i at lære af hinandens succeser og handle sammen," skriver han i rapportens forord – læs rapporten her.
Globalt problem
I dag mødes lejere fra 52 lande i Malmø for at dele erfaringer, og bl.a. EU-kommissær Dan Jørgensen taler ved konferencen om Kommissionens plan for ”Affordable Housing” og mulige løsninger på boligkrisen.
International Union of Tenants (IUT) organiserer lejerorganisationerne fra Australien, Nigeria, Japan, Slovenien, Canada og Danmark, hvor Lejernes LO er medlem.
I løbet af tre dage mødes lejere, forskere og beslutningstagere fra hele verden for tale om én fælles udfordring: Boligmangel og kampen for retfærdige, betalelige og bæredygtige boliger til alle.
Fra Nordens velfærdssystemer til Ukraines krigszoner og Australiens solkyster er budskabet det samme: Boligen er blevet en luksusvare, og lejerne presses fra alle sider af inflation, energikrise og mangelfuld lovgivning.
Den nye rapport fra International Union of Tenants (IUT) udgives i anledning af IUT’s 100-års jubilæum. Med bidrag fra over 20 lande fungerer den som et globalt vidnesbyrd om en tid, hvor retten til et tag over hovedet er under historisk pres.
Budskabet fra verdenskonferencen er klart: Uden stærkere regulering og massiv investering i betalelige boliger risikerer vi en fremtid, hvor de byer, vi elsker, bliver lukkede enklaver for de rigeste.
En kamp om huslejeloft i Europa
I Europa er lejemarkedet i 2026 præget af forsøg på politisk indgriben, men ofte med blandede resultater:
Sydeuropa og turismens bagside
I lande som Italien og Portugal har masseturismen og korttidsudlejning via platforme som Airbnb støvsuget markedet for permanente boliger. I Italien er sociale boliger næsten ikkeeksisterende (kun 3,8 % af boligmassen), og i storbyerne svarer en gennemsnitlig husleje ofte til en hel månedsløn.
I Malta er priserne steget med over 20 % mellem 2022 og 2024. Her lever mange udenlandske arbejdere under kummerlige forhold, hvor man har set eksempler på 16 til 40 personer i et enkelt hus, før nye regler i 2024 satte en stopper for det.
Krig og nød i Ukraine
Rapportens måske mest barske kapitel kommer fra Ukraine. Efter mere end et årti med krig er 14 % af alle boliger beskadiget eller ødelagt. Det har skabt et enormt pres på lejemarkedet i de sikre zoner, hvor priserne drives op af de mange internt fordrevne, mens lovgivningen på området stadig er mangelfuld og uformel.
Australien: ”Bank of Mum and Dad”
I lande som Australien er situationen nået et kritisk punkt. I staten Victoria er huslejerne steget med omkring 30 % siden 2022. Det har skabt en så intens konkurrence, at lejerne ofte må overbyde hinanden for overhovedet at få en kontrakt. I Queensland rapporteres det, at boligejerskab er blevet en fjern drøm for de fleste unge, medmindre de har adgang til den såkaldte "Bank of Mum and Dad" – forældre med friværdi, der kan træde til.
I Canada (Quebec) meldes der om en "affordability crisis", hvor middelklassen nu også er ramt. Her er den gennemsnitlige husleje steget med mellem 25 og 50 % på blot fem år.
FAKTA: Globalt overblik over lejervilkår 2026
Nøgletal og tendenser fra “Mini survey and reports of IUT members - 23rd IUT World Conference 2026”.
|
Land / Region |
Vigtigste tendens / Tal |
Udfordring |
|
Australien (Victoria) |
30 % huslejestigning siden 2022. |
Ekstrem mangel på boliger og intens konkurrence. |
|
Østrig |
Huslejestigninger loftes til max 1 % i 2026. |
"Renoviction" ifm. grøn omstilling. |
|
Belgien (Flandern) |
Forbud mod indeksregulering af energitunge boliger. |
Mangel på sociale boliger; kun 5 % af boligmassen. |
|
Canada (Quebec) |
Huslejer steget 25-50 % på 5 år. |
Krisen rammer nu også middelklassen bredt. |
|
Tyskland |
Huslejer steget 70 % siden 2010. |
Hver 3. lejer bruger >30 % af indkomsten på bolig. |
|
Italien |
Kun 3,8 % sociale boliger. |
Korttidsudlejning (turisme) fjerner boliger fra markedet. |
|
Malta |
>20 % prisstigning på to år (2022-2024). |
Udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft; manglende stabilitet. |
|
Norge |
Stigende hjemløshed og energifattigdom. |
Boligmangel pga. modtagelse af 100.000 ukrainske flygtninge. |
|
Sverige |
5 % årlige stigninger tre år i træk. |
Historisk høj andel af indkomst går til husleje. |
|
Schweiz |
Meget høj lejerandel (64 %). |
Massiv opsigelse af lejere ifm. renoveringsprojekter. |
|
Ukraine |
14 % af boligmassen ødelagt eller beskadiget. |
Massiv intern fordrivelse og ureguleret "gråt" marked. |
|
Tjekkiet |
Ingen lovmæssig minimumsvarighed på kontrakter. |
Korttidslejemål gør boligsituationen uforudsigelig. |
Se programmet og læs mere her: https://www.iut.nu/events/iut-world-conference-2026/