Se alle kandidaters svar på www.llo.dk/KV25
LLO Hovedstaden har spurgt spidskandidaterne i København: Hvad vil I gøre ved boligmanglen og de stigende huslejer? Fem kandidater vil indføre huslejeloft i nyere private lejeboliger.
København er en kampplads for boligpolitik i Danmark. Boligmanglen er massiv, og det giver genlyd helt inde på Christiansborg.
Lejernes LO Hovedstaden har lavet en vælgerguide med svar fra de 11 spidskandidater i København om deres holdning til boligpolitik. Skal borgere ramt af skimmelsvamp genhuses hurtigt, skal der indføres huslejeloft, skal der bygges flere ejerboliger, hvordan får unge uden velhavende familie fodfæste på boligmarkedet, og skal der tages et opgør med ulovlig Airbnb-udlejning?
Vi kan godt afsløre en del af svarene: Både Socialdemokraternes spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil og fire øvrige spidskandidater fra SF, EL, RV og Alternativet går ind for at indføre et huslejeloft i nyere private lejeboliger opført efter 1991. Og hvis den kommende Borgerrepræsentation i København sætter handling bag ordene, er det snart slut med ulovlig Airbnb-udlejning.
Læs et udsnit af svarene her og se alle spidskandidaters svar på www.llo.dk/kv25
”Vi har ikke brug for flere hundedyre, private udlejningsboliger. Der skal bygges meget mere alment; 50 procent af al nybyggeri frem mod 2040”, mener spidskandidat Line Barfod fra Enhedslisten, der ligesom fire andre kandidater går ind for et huslejeloft i nyere private lejeboliger.
De Konservatives spidskandidat Jakob Næsager er enig i, at der skal bygges mere:
“Det er nødvendigt med boliger i alle prisklasser og til alle livssituationer”.
Han mener, at en høj efterspørgsel på ejerboliger presser priserne op på alle andre typer af boliger, men han er imod, at politikerne øremærker flere ejerboliger i nybyggerier.
Spidskandidat Sisse Marie Welling fra SF mener, at det skal være slut med de dyre lejeboliger:
“Alt for længe har spekulanterne fået lov til at styre vores boligmarked”.
SF vil stille krav, når der bygges nyt: 25 % ejerboliger, 25 % andelsboliger og 25 % almene boliger. Og så skal kommunen bruge 10 milliarder på at opkøbe boligejendomme og leje dem ud til “betalelige” priser.
Alternativets spidskandidat Karoline Lindgaard mener, at København “skal være en by for mennesker og ikke for investorer”.
Byggeri af private udlejningsboliger skal stoppes til fordel for almen-, andels- og ejerboliger. Og så skal byens mange erhvervslokaler omdannes til boliger:
“Over 800.000 kvadratmeter står tomme, mens mennesker mangler et hjem”.
Læs alle spidskandidaters svar på www.llo.dk/kv25