Overturisme og turistificering af hele samfundet påvirker miljø og mennesker og skaber store udfordringer for lokalbefolkningen i byer som Barcelona, Venedig og Lissabon.
I lande som Italien og Portugal har masseturismen og korttidsudlejning via platforme som Airbnb støvsuget markedet for betalbare boliger. Det fortalte Luis Mendes, forsker fra Lissabon – en by, der er stærkt afhængig af turistindtægter, men samtidig lider under, at særligt Airbnb spreder sig overalt og presser lejen op i kvarterer, der før var for lokale, men nu kun har turistlejligheder.
”Under covid-19-pandemien faldt udlejningen fra omkring 95 procent til blot 5 procent, hvilket viste, hvor sårbar en turistbaseret økonomi kan være. Samtidig lægger den stigende turisme pres på byernes infrastruktur med overfyldte tog, busser, metroer og gader, ligesom affald og miljøbelastning vokser. Korttidsudlejning og krydstogtturisme er med til at fortrænge både lokale beboere og andre erhverv”, forklarer forskeren ved en workshop på IUT-konferencen.
Fra 2011 til 2021 mistede Lissabon omkring 25.000 indbyggere, blandt andet fordi boliger i stigende grad blev omdannet til korttidsudlejning. Selvom reglerne for korttidsudlejning er blevet strammet, er huslejerne fortsat høje. Med en gennemsnitlig månedsløn på omkring 1.400 euro er det svært for mange lokale at betale en husleje på omkring 2.000 euro for en lejlighed på 100 kvadratmeter.
”Overturisme overtager byerne og dominerer fuldstændigt alle forhold. Det skaber en meget sårbar situation – fx ved epidemier, hvor økonomien kan smuldre fuldstændigt”, lød advarslen.
Den internationale lejerorganisation, International Union of Tenants (IUT), afholdt verdenskonference i Malmø og København i maj i år. Lejernes LO var medarrangør sammen med svenske Hyresgästföreningen.