Skip to main content

Pas på med at nægte udlejer adgang til at tage fotos

Udlejere har som udgangspunkt ret til at få taget billeder i boligen i forbindelse med et salg – men det skal aftales med lejeren, hvordan det sker. LLO advarer: Du risikerer at miste din bolig, hvis du blot afviser.

Må udlejer kræve adgang til din bolig for at tage billeder i forbindelse med et salg?
To nyere kendelser fra Vestre Landsret viser, at grænsen for, hvornår en lejer kan sige nej, ikke nødvendigvis går dér, hvor mange tror.

”Det er afgørende, at lejeren får mulighed for at aftale med fotografen, hvor og af hvad billederne tages, og hvordan de redigeres. Men lejeren kan ikke blot afvise udlejeren adgang”, forklarer chefjurist i LLO, Anders Svendsen.

I en sag fra 2024 nægtede en lejer adgang til en fotograf, der skulle tage fotos til en salgsopstilling. Lejeren ønskede ikke, at billederne skulle vise indbo og personlige ejendele, og ville kun give adgang, hvis der ikke blev taget fotos af de private ting. Udlejeren forholdt sig tavs over for lejers krav, og lejeren nægtede derfor at give fotografen adgang. Retten fandt, at udlejeren under disse omstændigheder ikke kunne ophæve lejemålet.

Udlejer ophævede lejemålet efter fotograf blev afvist
Anderledes gik det i en ny sag fra i år. Her ønskede udlejeren igen at få taget billeder i forbindelse med salg. Både udlejer og ejendomsmægler havde tidligere fået adgang, men fotografen blev denne gang booket separat.
Varslingen til lejeren tog højde for flere forhold: Fotograferingen kunne begrænses til køkken, bad og gang, og lejeren fik mulighed for at aftale med fotografen, hvordan billederne kunne redigeres. Alligevel nægtede lejeren at give fotografen adgang til lejligheden. I dette tilfælde godkendte Vestre Landsret, at udlejeren ophævede lejemålet. Lejeren måtte således fraflytte boligen.

”Vi ser desværre, at lejere i god tro nægter adgang uden at være klar over, at det i visse tilfælde kan føre til en lovlig ophævelse af lejemålet. Rådgivning i tide kan være forskellen på at blive boende eller stå uden bolig”, siger Anders Svendsen.

Hvad betyder det for dig som lejer?
Du risikerer at miste din bolig, hvis du blot afviser udlejer, lyder advarslen fra LLO.

”Hvis du som lejer får mulighed for at begrænse, hvilke rum der fotograferes, og har indflydelse på billedredigeringen, kan udlejeren som udgangspunkt kræve adgang til boligen i forbindelse med et salg. En blank afvisning kan føre til, at du mister din bolig”, forklarer Anders Svendsen og tilføjer:

”Domstolene belønner generelt lejernes imødekommenhed. Og ofte er ejendomsmæglerne slet ikke interesserede i indboet. Under den ene sag kom det frem, at fotografen faktisk foretrak at tage billeder uden beboernes indbo”.

Få rådgivning – før du nægter adgang
Lejere bør kontakte LLO, før de nægter udlejer adgang. Det er en alvorlig sag, der kan få store konsekvenser – og det er vigtigt at kende sine rettigheder og pligter, før man handler.

Har du spørgsmål om adgang til din bolig eller andre lejeretlige emner, kan du som medlem kontakte din lokale LLO-afdeling, der står klar til at hjælpe.

 

 

FAKTA: De to domme
V.L. B–0193–24 (utrykt)
• U.2025.2639V / TBB2025.293
Begge kendelser er tidligere gennemgået i Nyheder i lejeretten den 2. maj.

 

 

Tilmeld dig gratis webinar
Vil du have flere nyheder om nye domme og afgørelser? Tilmeld dig vores månedlige webinar Nyheder i lejeretten, hvor vi gennemgår ny retspraksis om lejeforhold. Næste gratis webinar er den 13. juni kl. 9–10 og tilmelding sker her

Du kan også tilmelde dig et gratis webinar kaldet Kvartalsopsamling den 18. juni kl. 16–19. Tilmelding via link her

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top