Pensionsselskabet PFA vil tredoble børnefamilies husleje til 21.000 kr. Sagen behandles nu af Ankenævnet, men alligevel forsøger udlejer at smide familien ud efter dom fra Fogedretten. Familien frygter resultatet og håber på ændringer i systemet.
Man skulle tro, at pensionsselskaber opfører sig mere samvittighedsfuldt som udlejere, men den her sag fra Vi Lejere viser et helt andet billede. Antallet af sager hvor pensionskæmper forsøger at presse huslejen op og få lejere, der kæmper imod, smidt ud, vokser.
Et eksempel er Mads Pallisgaard, som bor med sine to sønner, Charlie og Louis.
PFA har forsøgt at hæve familiens husleje markant. Det seneste krav – en tredobling på i alt 21.000 kr. – er blevet godkendt af Huslejenævnet. Mads Pallisgaard har anket afgørelsen til Ankenævnet i Københavns Kommune, men er allerede blevet opsagt på baggrund af en dom i Fogedretten, som nu er anket til Østre Landsret.
"Jeg gik ned med stress i januar og mistede mit job. Jeg føler, jeg står på kanten af afgrunden. Jeg er ved at miste mit hjem og har også udsigt til at skylde en masse penge," siger den pressede familiefar og fortsætter:
"Det er drengenes barndomshjem, og det har i høj grad påvirket dem, at vi i årevis har levet under en konstant trussel om udsættelse, påkrav, inkassovarsler samt et utal af breve, hvor udlejer prøver at smide os ud på alle tænkelige måder. Det har haft psykiske konsekvenser for os alle tre."
Mads Pallisgaard overtog i sin tid en tom og ubeboelig lejlighed på ca. 140 m² i det indre København og har siden selv sat den i stand og dermed ændret lejemålets identitet. Ifølge lejekontrakten var huslejen fastsat til 5.500 kr. mod, at lejer selv stod for alt indvendigt vedligeholdelse. Senere overtog PFA ejendommen, og i dag betaler familien 6.859 kr. inkl. aconto varme, men PFA og Newsec vil hæve beløbet til 21.000 kr. Det, mener de, afspejler "det lejedes værdi".
"Men 21.000 kr. hverken kan eller vil jeg betale. Det er mig, der har foretaget alle forbedringerne i lejligheden. Huslejenævnet har bevidst undladt at sammenligne vores lejlighed med lignende lejemål i opgangen, idet to af mine naboer betaler mellem 9.000 og 15.000 kr.”, forklarer Mads Pallisgaard.
SAGEN ER ANKET
Huslejenævnets afgørelse, der giver udlejer medhold, er anket til Ankenævnet i Københavns Kommune, som forventes at behandle sagen i juni.
”Den afgørelse venter jeg på. Jeg bor fortsat i lejligheden med mine to sønner, men jeg ved ikke, hvor længe vi kan blive. Hvis Ankenævnet stadfæster Huslejenævnets afgørelse, skal vi flytte”, siger han.
På trods af anken har udlejer fået medhold i Fogedretten og kræver, at familien flytter. Mads Pallisgaards advokat har kæret afgørelsen fra Fogedretten til Østre Landsret, men indtil videre er Mads og drengene tvunget til at pakke flyttekasserne.
Selvom afgørelsen er anket, tog PFA sagen i Fogedretten, fordi Mads Pallisgaard ikke kunne betale det svimlende efterkrav på 157.000 kr.
”Hvis Ankenævnet mod forventning ikke finder fejl i Huslejenævnets afgørelse - som efter min mening er i strid med lovgivningen og dybt subjektiv - må jeg overveje mine muligheder derefter,” fastslår Mads.
Den langvarige strid med PFA og Newsec har været ekstremt belastende for familien, og Mads håber, at hans sag kan bidrage til forandringer i systemet.
PFA ER ÆRGERLIGE
Peter Morgan, direktør i PFA Ejendomme, udtaler følgende til Vi Lejere:
”Generelt er det en høj prioritet for os, at lejere får attraktive boliger til priser, der er almindeligt gældende for tilsvarende boliger i området bl.a. med hensyn til beliggenhed, størrelse og vedligeholdelsesstand. Vi forsøger altid at indgå i konstruktiv dialog – enten selv eller via vores samarbejdspartnere – med lejere, hvis der skulle opstå uoverensstemmelser, og vi er selvfølgelig ærgerlige i de tilfælde, det ikke lykkes at finde en løsning”, siger Peter Morgan.
Newsec ønsker ikke at kommentere, da Newsec ikke ”fastsætter huslejeniveauet”.
LLO: EKSTREM DÅRLIG BEHANDLING
LLO Hovedstaden har bistået Mads gennem hele forløbet og mener, at Mads Pallisgaard er blevet utroligt dårligt behandlet af sin udlejer.
”Det er ikke i orden, at man som lejer ikke kan vide, hvordan ens boligsituation ser ud om en uge. Nu skal familien vente til juni på en afgørelse fra Ankenævnet. Den beskyttelse, vi ser af de danske boligejere, kunne vi i LLO godt tænke os overført til de danske lejere. 40 % af danskerne bor til leje, men er alt for dårligt stillet”, siger Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden.
SAGEN KORT FORTALT
Lejekontrakten fra 2010 blev indgået med ejendommens tidligere ejer og fastsatte huslejen til 5.500 kr. mod, at Mads selv istandsatte boligen. En senere aftale mellem parterne muliggjorde en huslejestigning, hvis udlejer renoverede badeværelset - noget PFA aldrig gennemførte.
I 2017 varslede PFA en huslejestigning, da kommunen godkendte ibrugtagningstilladelsen til badeværelset, hvilket var en stor overraskelse for Mads, der ikke havde fået renoveret sit badeværelse.
PFA hævder, at den gamle kontrakt ikke længere er gældende. Det er en central uenighed i sagen. Denne kontrakt fastholder, at huslejen er sikret mod at stige.