Der er bred støtte til flere almene boliger, men et flertal i Folketinget stemte nej til forslag, der vil gøre det lettere at bygge alment ved at hæve byggeprisloftet. LLO ærgrer sig: Det er uforståeligt i en tid med boligmangel.
Der er brug for flere almene boliger. Desværre bliver der opført meget få nye almene boliger på grund af et politisk vedtaget prisloft, kaldet maksimalprisloftet, der dikterer, hvad det må koste at bygge alment.
For at sikre flere almene boliger skal prisloftet hæves. Det mener både udlejere, lejere, kommunalpolitikere og boligforeninger.
Alligevel har et flertal i Folketinget før sommerferien stemt imod at hæve prisloftet, da Enhedslisten fremsatte et beslutningsforslag, der vil hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri i hovedstadskommuner og Aarhus Kommune, så der hurtigst muligt kan bygges flere almene boliger til en højere pris.
Baggrunden for forslaget er de stigende byggeomkostninger, der har medført, at opførelsen af almene boliger udsættes, fordi rammebeløbet ikke er blevet justeret i takt med omkostningerne.
Regeringen stemte imod
Enhedslisten og en lang række politikere og organisationer mener, at et højere maksimumsbeløb vil gøre det muligt at igangsætte flere almene boligprojekter og dermed imødekomme den stigende efterspørgsel.
Men da forslaget blev 2. behandlet i maj, blev det nedstemt af et flertal bestående af regeringspartierne (SVM) samt LA, K, DF og Danmarksdemokraterne. Kun Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale stemte for.
I forslaget henvises til, at daværende overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen (S), der i dag er social- og boligminister, tidligere har foreslået, at regeringen skal hæve maksimumsbeløbet med 20 procent.
Men ved afstemningen i maj var ministeren imod:
“Så det allervigtigste at sige til sidst er bare, at regeringen anerkender problematikken fuldstændig. Vi er enige med Enhedslisten i, at det skal sikres, at vi bygger flere almene boliger, især i de områder, hvor byggepriserne er høje. Men alene at kigge på en forhøjelse af maksimumsbeløbet er ikke isoleret set en god løsning,” sagde ministeren og fortsatte:
“På den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget i sin nuværende form, men jeg kan betrygge med, at vi arbejder videre med vores boligpolitiske udspil og forhåbentlig meget snart kan præsentere nogle løsninger for, hvordan vi bygger flere almene boliger.”
LLO: Uforståeligt
Det er meget ærgerligt, at regeringen ikke bakkede op om forslaget, mener LLO.
“Vi er grundlæggende positive over for forslaget, selvom det kan medføre større huslejer for de nyopførte almene boliger, da de koster mere at bygge,” forklarer formand for LLO, Helene Toxværd.
“Alternativet er, at boligerne slet ikke bliver opført, og at der i stedet opføres endnu dyrere privat udlejningsbyggeri eller ejerboliger. Derfor skal politikerne hæve maksimumsbeløbet for alment byggeri nu,” siger hun.
Udlejerne i både brancheorganisationen EjendomDanmark og DI Ejendom er enige.
En analyse fra 2019 viser, at Danmark frem mod 2040 vil mangle over 300.000 boliger. Københavns Kommune anslår selv, at der alene i København skal etableres 40.000 boliger frem mod 2036 – heraf minimum 10.000 almene boliger.
Fakta: Husleje og prisloft
Et højere maksimumsbeløb vil medføre dyrere huslejer i nyopførte almene boliger, men efter nogle år vil huslejen være lavere end for tilsvarende boliger i den private udlejning, fordi der ikke er profit på udlejning af almene boliger.