Skip to main content

Som gribbe over prærien

”Cui Bono” er latin og kan løst oversættes til ”Hvem får noget ud af det?”. Det er i straffesager en metode til at identificere mistænkte. Man følger således interesserne i en sag for at finde ud af, hvem der har noget at vinde. Efter regeringens vedtagelse af ghettopakken er der lagt op til store investeringer i det almene byggeri, både til ombygning og til renovering med henblik på salg. Men hvem er det egentligt, der får noget ud af det?

Ingen beboere

Den 30. januar 2019 afholdt Statens Byggeforskningsinstitut et temamøde om udvikling af udsatte boligområder, hvor jeg havde lejlighed til at deltage. Et interessant emne, men ligeså interessant var det at se, hvem der ellers havde prioriteret at deltage. Udover repræsentanter fra de berørte kommuner bestod hovedparten af de deltagende nemlig af større entreprenørfirmaer, arkitekter, integrationskonsulenter og særlige rådgivere. Beboerne, som pakken berører, glimrede ved deres fravær! Og det på trods af, at arrangementet handlede om, hvordan man påtænker at implementere ghettopakken i de berørte områder med vidnesbyrd fra projekter fra hele landet, som fortalte om kreative løsninger og win-win situationer.

De virkelige vindere

De virkelige vindere i spillet om ghettopakken er ikke beboerne, som må se deres hjem forsvinde uden grund - det er heller ikke politikerne, da ghettopakken ikke vil løse de problemer, som politikerne tror. Derimod er det byggebranchen, som med ghettopakken får mulighed for at få nogle meget store kontrakter, primært betalt med beboernes egne penge i form af Landsbyggefonden, som alle almene lejere betaler ind til via deres husleje.

Et eksempel på dette er Mjølnerparken på ydre Nørrebro i København. Mjølnerparken er et byggeri fra midten af 1980-erne, og her er der givet tilsagn om at bruge ca. 1 mia. kr. på at udvikle området for at leve op til ghettopakkens krav, herunder at gøre lejlighederne mere salgbare. Man uddeler altså byggekontrakter for en mia. kroner til byggebranchen i strid med lejernes egne ønsker for at renovere ikke-renoveringsmodent byggeri for derefter bedre at kunne sælge ud af lejlighederne, som lejerne derude ikke ønsker solgt. Og dette er bare ét eksempel.

Som gribbene over prærien

Det er altså ikke så mærkeligt, at byggebranchen følger ghettoplanen tæt, når en placering på denne liste åbner op for store forretningsmuligheder i branchen. Man kan endda sige, at byggebranchen har en direkte interesse i, at flere boligområder ender på listen – som gribbene over prærien, som bare venter på, at dyret dør, før de sætter ind.

For andres penge..

Man kan selvfølgelig indvende, at sådanne initiativer er med til at sætte beskæftigelsen i vejret og øger velstanden i samfundet. Men det synes urimeligt, at det skal gøres for andres penge og mod deres vilje. Landsbyggefonden har kun de penge den har, og hver gang, der igangsættes et unødvendigt ghettoplansprojekt, er der et nødvendigt projekt i den anden ende af listen, som må udskydes eller helt aflyses. Og det selvom lejerne i denne afdeling også har betalt ind til fonden. Statens Byggeforskningsinstitut følger op på ghettoplanens implementering. Om nogle år skal det blive spændende at se, præcist hvor mange penge, der er brugt, og hvad de er blevet brugt til.

 

Om forfatteren

Jakob Møldrup-Lakjer

Jakob Møldrup-Lakjer er juridisk chef I LLO Hovedstaden

Back to top