Hele syv partier vil stoppe unødvendige moderniseringer, der presser lejen op og lejerne ud. Det viser en rundspørge fra LLO.
Giv lejerne lov til at sige nej til unødvendig udskiftning af bad og køkken, der presser huslejen op, og tvinger lejere til at fraflytte, lyder forslaget.
”Skal lejere have ret til at sige nej til unødvendige moderniseringer?”. Ja, svarer de syv partier Socialdemokratiet, SF, DF, Moderaterne, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet i en ny rundspørge fra LLO.
Det er en voksende tendens, at udlejere udskifter fx køkkener og bad - selvom der ikke er behov - for at kunne hæve huslejerne. Det sker både ved fraflytninger, men det påtvinges også lejere, der stadig bor i boligen. Fx pensionisterne Annie og Margit, som stod frem sidste år, og som LLO hjælper.
LLO mener, at politikerne bør give lejerne vetoret, så lejer kan sige nej til unødvendige moderniseringer i den enkelte bolig.
”Fremover skal udlejeren have lejers samtykke til moderniseringer - medmindre der er tale om helt nødvendige forbedringer - for eksempel et helt udtjent og nedslidt køkken eller bad. Men det skal ikke være som i dag, hvor udlejere udskifter gode køkkener og bad i god stand, for at få lejen til at stige, og lejerne presses ud af boligen”, siger formand for LLO, Helene Toxværd.
LLO mener også, at der skal indføres en ret til genhusning ved moderniseringer, så alle lejere får ret til en erstatningsbolig ved udskiftning af køkken og bad. Det er i dag ikke tilfældet i cirka 230.000 husstande, dvs. i småhuse med 1-6 beboelseslejligheder i ejendommen, og i alle lejeboliger i uregulerede kommuner, som der pt. er 20 af.
ALMENE BOLIGER OG DIGITAL POST ER UDSKUDT
Flere vigtige aftaler nåede ikke at blive vedtaget ved lov i Folketinget, inden folketingsvalget blev udskrevet.
En række beslutninger er udskudt indtil, at en ny regering kan fremsætte dem som lovforslag.
Det rammer blandt andet målet om flere almene boliger ved at hæve maksimumbeløbet, hvilket kræver en lovændring. Det samme gælder for aftalen om digital kommunikation mellem lejer og udlejer, der skulle være trådt i kraft 1. juli, så udlejer og lejer fremover kunne få lov til at sende vigtige beskeder digitalt, fx via e-Boks, hvis lejer altså ønsker det.
Men aftalen er ikke endeligt vedtaget.
Breve om blandt andet ophævelser skal derfor fortsat sendes med kuvert og frimærke. Det gælder ”særligt bebyrdende meddelelser”, for eksempel varsler om udsættelser, og lejers indsigelse imod disse varsler.
PAS PÅ OPSIGELSER OG OPHÆVELSER
Det er meget vigtigt, at du som lejer kontakter LLO, hvis du modtager varsler fra udlejer om opsigelser, udsættelser, ophævelser, manglende betaling mv.
Hvis du har modtaget en opsigelse, skal der gøres indsigelse inden seks uger. Din indsigelse mod en opsigelse skal du altid sende som et fysisk brev – ellers gælder indsigelsen ikke.
En ophævelse er en afslutning med øjeblikkelig virkning på grund af lejers misligholdelse. Det kan fx være, at lejer ikke har betalt husleje, at husordenen er overtrådt, eller lejemålet er anvendt i strid med kontrakten.
Ophævelse kan ske mundtligt. Som regel har udlejer dog sendt et påkrav til lejer skriftligt, før en ophævelse kan ske. Udlejers påkrav om manglende betaling skal ske skriftligt. Din indsigelse skal ligeledes ske via brev.