Skip to main content

Takkekort fra et lettet medlem

Rådgiverne i LLO Hovedstaden modtog et fint håndskrevet kort, blomster og et gavekort til guf og lækkerier fra et lettet medlem. En lang sag om et fraflytningskrav er nu lukket. 

LLO har hjulpet et medlem med en sag om et fraflytningskrav fra en almen bolig. Sagen har kørt siden 2022 og har slidt meget. 

Boligselskabet har sendt vores medlem i fogedretten ad flere omgange, men er hver gang endt med at trække sagen. 

”Lige før forældelsesfristen på tre år udløber, sender boligselskabet sagen i beboerklagenævnet, men ender så alligevel med at trække sagen og meddele os, at de har afskrevet kravet”, forklarer rådgiver i LLO Hovedstaden, Henriette Grage. 

”Sagen har fyldt meget for vores medlem rent mentalt. Især da fogedretten var på banen, men også da sagen efterfølgende pludselig blev sendt i beboerklagenævnet efter et år uden aktivitet”. 

”Medlemmet var derfor meget taknemmelig for vores hjælp og kom forbi kontoret med et håndskrevet kort, blomster og gavekort til guf til deling”, fortæller Henriette Grage. 

I takkekortet skriver medlemmet… 
Kære Medarbejdere i LLO-Hovedstaden, 

Hjertelig tak for Jeres altid venlige hjælpsomhed i behandlingen af min boligsag som desværre strakte sig over en længere periode; 

Om det var pr. telefon eller ved mit personlige fremmøde på jeres kontor adresse fik jeg altid hurtig og kompetent hjælp til at komme videre i sagen hvilket jeg er meget taknemmelig over. 

Således hjertelig tak til Jer alle fordi I “løfter” sagerne som et samlet team, samt mine hjertelige ønsker om godt helbred og fortsat god arbejdsatmosfære i jeres team. 

 

Med venlige hilsner 

Et taknemmeligt medlem 

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top