Skip to main content

Vil bytte lejlighed - LLO: huslejen kan godt stige

HEJ LLO,

Jeg står i den situation, at jeg har mulighed/vil gerne bytte bolig. Jeg bor til leje hos et alment boligselskab og personen, jeg vil bytte med, bor til leje hos en privat udlejer. Personen jeg vil bytte med har en gammel lejekontrakt fra før 2013.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

Kan udlejeren hæve huslejen, når jeg flytter ind/bytter?

Venlig hilsen

Bente

SVAR:

HEJ BENTE,

Tak for din mail!

Som lejer kan du bytte din lejlighed med en anden leje-lejlighed, hvis I begge har boet i jeres lejligheder i mere end 3 år, hvis lejlighederne kun bruges til beboelse, og hvis der højest kommer til at bo én person pr. værelse i lejligheden. Du skal også være opmærkso på, at din nuværende lejlighed kan være mærket som fx familiebolig, hvilket kan betyde, at din byttepartner skal opfylde kravene. Det skal du spørge boligselskabet om – og boligselskabet skal du selvfølgelig også meddele, at du ønsker at bytte.

Bytte er det samme som genudlejning. Det betyder, at man opsiger sit lejemål og skriver under på en ny lejekontrakt i det nye lejemål. Det betyder også, at du ikke nødvendigvis overtager den anden lejlighed på de samme vilkår, herunder husleje, som den tidligere lejer havde.

Udlejeren i en privat udlejningsbolig kan iværksætte modernisering ved byttet. Det betyder, at der er risiko for, at huslejen stiger meget i den lejlighed, du gerne vil bytte dig til. Man kan ikke modsætte sig, at ens udlejer iværksætter sådan et arbejde ved byttet. Men din byttepartner har ret til at få oplyst, om udlejeren har planer om at gøre det.

Udlejer skal oplyse, om han har tænkt sig at modernisere, og senest 1 måned efter anmodningen om at bytte lejligheden skal han skrive til huslejenævnet for at få en forhåndsgodkendelse af planerne. Hvis huslejenævnet godkender planen for modernisering, så har din byttepartner 14 dage til at meddele sin udlejer, om I fortsat ønsker at gennemføre byttet.

Derfor foreslår jeg, at din byttepartner skriftligt henvender sig til sin udlejer med din forespørgsel om at bytte og spørgsmål til, om der i så fald vil ske forbedring - men uden at bekræfte, at du har besluttet dig for at gennemføre det.

Lad mig endelig vide, hvis jeg kan hjælpe videre :-)

Om forfatteren

Camilla Stokholm

Camilla Stokholm, stud.jur., medlemsrådgiver LLO Hovedstaden

Back to top