Jeg kan ikke længere se forskel på globale boligspekulanter og danske pensionskassers måde at være udlejere på. Det skriver juridisk chef i LLO Hovedstaden Katrine Sparrewath i Politiken.
Af juridisk chef i Lejernes LO Hovedstaden, Katrine Sparrewath
Lejere bliver ofte overraskede og også lidt skuffede. Det sker i det øjeblik, det går op for dem, at der gemmer sig en pensionskasse for sygeplejersker, lærere, metalarbejdere eller en af de andre store faggrupper bag den udlejer, der går hårdt til dem og prøver at presse huslejen op.
Danske pensionskasser opfører sig ikke længere bedre end globale boligspekulanter.
I Lejernes LO Hovedstaden ser vi mange sager med utilfredse lejere, der bor i ejendomme ejet af danske pensionskasser og -selskaber. De har gennem tiden opkøbt ejendomme for danskernes pensionsindbetalinger for at tjene på udlejning og stigninger i boligpriser. Ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension havde pensionskasser – og selskaber sidste år 200 mia. kroner placeret i danske ejendomme.
Den helt store nyudvikling er, at pensionskasserne forfølger deres syn på en sag – typisk om at hæve huslejerne – markant mere aggressivt end tidligere. Førhen gik man i huslejenævn og levede med en afgørelse. Det er værd at bemærke, at det er kvalificerede afgørelser, der kommer fra nævnene. For eksempel er formændene for alle nævn i København også byretsdommere.
Anker alt
Nu giver pensionskasserne sig aldrig, uanset hvor meget eller lidt ret de faktisk har. De er blevet til maskiner uden evnen til kompromisser. Sagerne kører hele vejen igennem nævn og videre i boligretten. Det er ikke usædvanligt at anke videre til landsretten, hvis en dom fortsat er i lejerens favør.
Det er mentalt meget belastende for lejere med langtrukne tvister om deres boligforhold. Det kan også være økonomisk dyrt. Det er ikke unormalt, at sager uden en reel chance tages i retten af udlejer. Det er svært ikke at se det som en udmattelseskrig fra pensionskassernes side.
Hvor pensionskasserne tidligere i rollen som udlejere nøjedes med at følge udviklingen i lejelovgivningen, så baner de nu ligefrem vejen for boligspekulanter. Pensionskasserne behøver ikke at være de mest aggressive boliginvestorer og udlejere i byen. Slet ikke, når så mange borgere mener, de har et andet formål.
Pensionskassernes brancheorganisation forklarer af og til, at der er én mission: at maksimere afkastet og danskernes pensioner. Vel at mærke efter, at omkostningerne til en efterhånden mangearmet administration og advokathær er betalt.
Ny adfærd bekymrer
Men hvad med samfundsspørgsmålet om, hvor højt et afkast pensionskassernes og -selskabernes medlemmer vil have for at være med til at udleje boliger? De fik også et godt afkast for et årti siden. Så adfærdsændringen må skyldes, at der nu skal være et endnu højere afkast. Hvem har besluttet det?
Den ny adfærd fra de danske pensionsudlejere er i mine øjne en forkert måde at være udlejer på. Det er ikke fair at trække almindelige mennesker igennem retssystemet over mange år. Udlejer bør lade den tvist, der nu engang må være, køre færdig ved de dygtige nævn, vi har. Og så må man æde det resultat, der kommer.
Det er rimeligt at forvente en form for social kontrakt om, hvordan pensionskasser og -selskaber opfører sig på boligmarkedet. Det må være et ufravigeligt krav, at de er mere imødekommende end globale boligspekulanter. Der bør også gives garantier fra pensionsudlejerne som branche for, at lejere, der bruger deres ret til at klage, ikke behandles dårligere, mens en tvist behandles af myndighederne.