Emilie og Rasmus skal have over 60.000 kroner tilbage efter hjælp fra LLO. ”Vi er både glade, men også frustrerede over, at udlejer ikke har betalt, hvad han skylder os”.
Rasmus Fredskilde og Emilie Jørgensen boede til leje i et hus i 22 måneder.
”Vi boede lidt uden for Horsens på samme matrikel som udlejer selv. Det er en gammel gård med flere små huse tilknyttet, og vi var kun fem lejere og udlejer, som selv boede i hovedhuset. Vi blev meget tæt knyttet til beboerne og selvfølgelig udlejer selv og familien”.
MEN FREDEN VAREDE IKKE VED
”Vi valgte at flytte, fordi vi fik flere og flere uforklarlige regninger vedrørende varmeregnskabet fra udlejer - hvilket vi også nægtede at betale”, forklarer Rasmus Fredskilde.
Sagen blev vundet ved huslejenævnet i Horsens Kommune med hjælp fra LLO. Afgørelsen betyder, at udlejer skal tilbagebetale både depositum og ulovligt opkrævede a conto-beløb.
Huslejenævnet fastslår, at udlejer ikke kan kræve betaling for istandsættelse ved fraflytning, da der ikke er dokumentation for hverken indflytnings- eller fraflytningsrapport. Derfor skal hele depositummet på 18.510 kr. tilbagebetales.
Parret har betalt 2.998 kr. pr. måned i a conto for vand og varme. Huslejenævnet vurderer, at varme skønsmæssigt kan fastsættes til 1.000 kr. pr. måned, mens vand ikke må opkræves særskilt, da der ikke er individuelle målere.
Det betyder, at parret har betalt 1.998 kr. for meget hver måned i 22 måneder, svarende til 43.956 kr., som skal tilbagebetales.
Men udlejer har endnu ikke betalt en krone og har ikke ladet høre fra sig, så parret har nu en advokat til at hjælpe sig, og sagen ender formentlig i boligretten, vurderer parret selv.
FRUSTRERENDE OG FORVIRRENDE
For Rasmus Fredskilde og Emilie Jørgensen har sagen været både frustrerende og uoverskuelig – indtil LLO trådte til.
”Vi er både glade, men også frustrerede. Det har været en lang proces, men det har givet ro i maven at have LLO i ryggen over for udlejer. LLO har taget sagen seriøst fra starten og givet os en masse rådgivning og afklaring”, forklarer Rasmus og Emilie.
De peger særligt på, at den juridiske hjælp gjorde en afgørende forskel:
”Vi har brugt mange timer på at granske lejeloven fra ende til anden, men at få LLO’s juridiske hjælp og input i sagen har været altafgørende”, fortæller de.
Huslejenævnet har pålagt udlejeren at udarbejde en ny fraflytningsopgørelse og advaret om indberetning til Grundejernes Investeringsfond (GI).
ER KOMMET GODT VIDERE
I dag er parret ved godt mod, selvom sagen ikke er afsluttet: Udlejeren har nemlig ikke efterlevet afgørelsen.
”Vi er kommet rigtig godt videre. Vi har efterfølgende købt et hus og er i mellemtiden blevet forældre til en skøn lille pige”.
”Vi kæmper stadig for at få pengene igen, men generelt set er vi bare glade for at være kommet væk derfra og nu fokusere på at leve livet som en nybagt familie”.
Det er langt fra en sjældenhed, at en afgørelse fra huslejenævnet ikke efterleves, men blot ignoreres.
Huslejenævnet kan i sidste ende politianmelde en udlejer, hvis der er grundlag for en sag om frakendelse. Det sker typisk, hvis en ejer gentagne gange ikke overholder påbud og afgørelser.
Sagen skal rejses af huslejenævnet, ofte efter indberetning fra Grundejernes Investeringsfond, der holder styr på, hvor mange gange udlejere ikke efterlever afgørelser.
Men på trods af mange sager har kun 14 udlejere fået frakendt retten til at udleje de seneste 20 år. Det kan du læse om her.
LLO foreslår derfor, at der indføres en autorisationsordning for udlejere, hvilket støttes af flere partier.
NY AFTALE STYRKER LEJERNES MULIGHEDER
Fra 1. januar 2027 bliver huslejenævnsafgørelser eksigible.
Eksigible betyder, at når lejer går til fogedretten med huslejenævnsafgørelsen, og udlejer ikke har anket til boligretten og fortsat ikke betaler, kan fogedretten træffe afgørelse direkte ud fra nævnsafgørelsen, uden at sagen først skal til boligretten.
I dag skal sagen videre til boligretten, når udlejer ved fogedretten nægter at betale. Det kan være en langvarig og trættende proces, som får en del lejere til at kaste håndklædet i ringen.
”Det vil gøre det lettere for fru Jensen at få sit depositum og penge tilbagebetalt, som udlejer skylder. I dag er det en besværlig proces, som belaster fru Jensen, der må vente i måneder og kæmpe en langvarig kamp, mens sagen trækker ud”, siger formand for LLO, Helene Toxværd.
Lovændringen sker som led i den nye aftale om styrkelse af huslejenævnene indgået før jul sidste år. Aftalen styrker lejers mulighed for at gøre krav gældende pr. 1. januar 2027.